Tags

, , , , , , , ,

En af de mest markante episoder i Ayn Rand’s roman Atlas Shrugged indtræffer mod slutningen af 2. del. Dagny Taggert, driftschefen hos jernbaneselskabet Taggert Transcontinental, har tidligere besøgt ruinerne af den gamle motorfabrik Twentieth Century Motor Company. Hun har senere opdaget, at den gik fallit, fordi den gamle ejers arvinger forsøgte at drive den efter det socialistiske princip om at “yde efter evne og nyde efter behov”.

Senere, på en togrejse, opdager hun, at en vagabond har prøvet at snige sig ombord i hendes private vogn. Hun lader ham blive ombord og beder ham fortælle, hvordan han endte som vagabond – og opdager, at han arbejdede på Twentieth Century-fabrikken.

Følgende er min oversættelse fra engelsk af vagabondens fortælling. Det er efter min overbevisning en meget præcis beskrivelse af, hvad der ville ske, hvis alle skulle “yde efter evne og nyde efter behov”.

———–

“Ja altså – det var noget, der skete på den fabrik, hvor jeg arbejdede i tyve år. Det skete, da den gamle mand døde, og hans arvinger overtog fabrikken. De var tre – to sønner og en datter – og de havde en ny plan for, hvordan fabrikken skulle drives. De lod os stemme om det, og alle – næsten alle – stemte for. Vi vidste det ikke. Vi troede, det var godt. Nej, det er heller ikke sandt. Vi troede, at det forventedes af os, at vi skulle tro på, at det var godt. Planen var, at alle på fabrikken skulle arbejde efter evne, men aflønnes efter behov. Vi … er der noget i vejen, frue? Hvorfor kigger De sådan på mig?”

“Hvad hed den fabrik?”, spurgte hun med næsten uhørlig stemme.

“Twentieth Century Motor Company, frue. I Starnesville, Wisconsin.”

“Fortsæt.”

“Vi stemte om planen ved et stort møde, hvor vi alle sammen var til stede, seks tusinde var vi, alle der arbejdede på fabrikken. Starnes-arvingerne holdt lange taler om det, og det var ikke særligt indlysende, men der var ikke nogen, der stillede spørgsmål. Ingen af os vidste, nøjagtigt hvordan planen skulle fungere, men vi troede alle, at sidemanden vidste det. Og hvis nogen tvivlede, følte han sig skyldig over det og holdt mund – fordi de fik det til at lyde, som om enhver, der var imod planen, var en barnemorder af hjertet og ikke et ordentligt menneske. De fortalte os, at planen ville opfylde et ædelt ideal. Jamen, hvordan kunne vi tro andet? Var det ikke det, vi havde hørt hele livet – fra vores forældre og vores skolelærere og vores præster og i alle de aviser, vi læste, og alle film og enhver offentlig tale? Havde vi ikke altid fået at vide, at det blot var ret og rimeligt? Tja, måske findes der en undskyldning for det, vi gjorde på det møde. Men vi stemte for planen – og det, der skete for os, havde vi ærligt fortjent. På en måde, frue, er vi mærkede mænd, vi der levede de fire år med planen på Twentieth Century-fabrikken. Hvordan er det, helvedet påstås at være? Ondskab – rendyrket, nøgen, grinende ondskab, er det ikke sådan? Ja, det var, hvad vi så og var med til at skabe – og jeg tror, vi er fordømte, hver eneste af os, og måske kan vi aldrig finde tilgivelse …”

“Vil De vide, hvordan den fungerede, planen, og hvad den gjorde ved folk? Prøv at hælde vand i en beholder, hvor der er et rør i bunden, så det løber ud, hurtigere end De kan hælde i, og for hver spand, De hælder i, bliver røret et par centimeter bredere, og jo hårdere De arbejder, desto mere kræves der af Dem, og De står der og løfter spande fyrre timer om ugen, så otte og fyrre, så seks og halvtreds – for naboens middag – for hans kones operation – for hans barns mæslinger – for hans mors rullestol – for hans onkels skjorte – for hans nevøs skolegang – for babyen i huset ved siden af – for det ufødte barn – for alle omkring Dem – de andre skal tage imod, lige fra bleer til falske tænder – og De selv skal arbejde, fra solopgang til solnedgang, måned efter måned, år efter år, uden at få andet ud af det end at svede, uden udsigt til noget, bortset fra de andres glæde, hele livet, uden hvile, uden håb, uden ende … yde efter evne, og nyde efter behov …”

“Vi er alle sammen én stor familie, fortalte de os, vi er sammen om det her. Men man står ikke alle og arbejder med en skærebrænder ti timer om dagen – sammen, og man får ikke alle en mavepine – sammen. Hvem har hvilke evner, og hvilke af hvis behov kommer først? Når det hele ligger i én pulje, kan man ikke lade en mand bestemme, hvad hans egne behov er, kan man? Hvis man gjorde det, kunne han påstå, at han havde behov for en lystyacht – og hvis hans følelser er det eneste, man måler efter, så kan han også bevise det. Hvorfor ikke? Hvis jeg ikke har ret til at eje en bil, før jeg har arbejdet mig selv ned i en hospitalsseng, for at arbejde for en bil til alle jordens døgenigte og nøgne vilde – hvorfor skulle han så ikke også kunne forlange en lystyacht af mig, hvis jeg stadig har evnen til ikke at være kollapset? Nej? Kan han ikke det? Kan han så ikke kræve, at jeg skal klare mig uden fløde i kaffen, indtil han har fået tapetseret sin stue? … Tja … Nå, man besluttede i hvert fald, at ingen havde ret til at bedømme sine egne behov eller evner. Vi stemte om det. Ja, frue, vi stemte om det ved et offentligt møde to gange om året. Hvordan skulle vi ellers kunne gøre det? Kan De forestille Dem, hvad der skete ved sådan et møde? Det tog os kun ét møde at finde ud af, at vi var blevet tiggere – lumpne, pivende, krybende tiggere, alle sammen, fordi ingen mand kunne forlange sin løn som sin retmæssige indkomst, han havde ingen rettigheder og ingen indkomst, hans arbejde tilhørte ikke ham, det tilhørte “familien”, og de skyldte ham intet til gengæld, og det eneste krav, han havde på dem, var hans “behov” – så han måtte tigge i fuld offentlighed om at få opfyldt sine behov, som en anden luset nasserøv, fortælle om alle sine problemer og dårligdomme, helt ned til hans lappede bukser og hans kones forkølelser, i håb om, at “familien” ville give ham hans almisser. Han måtte fortælle om dårligdomme, fordi det var dårligdomme, ikke arbejde, der var blevet den gældende møntfod – så det blev til en konkurrence mellem seks tusind tiggere, hvor hver især påstod, at hans behov var større end hans brødres. Hvordan skulle man ellers gøre? Kan De forestille Dem, hvad der skete, hvilken slags mænd der holdt bøtte og skammede sig, og hvilken type der vandt den store gevinst?”

“Men det var ikke det hele. Der var noget andet, som vi fandt ud af ved det samme møde. Fabrikkens produktion var faldet med fyrre procent i løbet af det første halvår, så det blev besluttet, at nogen ikke havde leveret “efter evne”. Hvem? Hvordan kunne man finde ud af det? “Familien” stemte også om det. De stemte om, hvilke mænd der var de bedste, og disse mænd blev dømt til at arbejde over hver aften de næste seks måneder. Overtid uden løn – for man fik ikke løn efter resultater, og man fik ikke løn efter arbejde, kun efter behov.”

“Behøver jeg at fortælle Dem, hvad der derefter skete – og hvilken slags væsener vi alle begyndte at blive til, vi der engang havde været mennesker? Vi begyndte at skjule de evner, vi havde, og holde et vågent øje med, at vi aldrig arbejdede hurtigere eller bedre end sidemanden. Hvad skulle vi ellers gøre, når vi vidste, at hvis vi gjorde vores bedste for “familien”, ville vi hverken modtage tak eller anerkendelse, men straf? Vi vidste, at for hver skiderik, der ødelagde et sæt motorer og kostede virksomheden penge – på grund af sjusk, fordi vi ikke behøvede at gøre os umage, eller bare inkompetence – var det vi andre, der måtte betale med vores aftener og vores søndage. Så vi gjorde vores bedste for ikke at være til nogen gavn.”

“Der var en ung fyr, der startede fyr og flamme for det ædle ideal, en intelligent knægt uden uddannelse, men med et fantastisk hoved. Det første år fandt han på en arbejdsproces, der sparede os for tusindvis af arbejdstimer. Han gav det til “familien”, forlangte heller ikke noget for det, han kunne ikke forlange noget, men det havde han det fint med. Det var for idealet, sagde han. Men da han opdagede, at han var blevet stemt til at være en af vores dygtigste og dømt til aftenarbejde, fordi vi ikke havde fået nok ud af ham, lukkede han munden og slukkede for hjernen. De kan bande på, han ikke kom med nogen gode ideer året efter.”

“Hvad var det, de altid fortalte os om profitsystemets nådesløse konkurrence, hvor mænd er nødt til at konkurrere om, hvem der kan gøre et bedre stykke arbejde end hans kolleger? Nådesløst, ikke sandt? Ja, De skulle have set, hvordan det var, når vi alle måtte konkurrere om, hvem der kunne gøre det dårligst mulige stykke arbejde. Der findes ingen bedre måde at ødelægge en mand på end at tvinge ham ud i en situation, hvor han er nødt til at sigte efter ikke at gøre sit bedste, hvor han er nødt til at kæmpe for at gøre et dårligt stykke arbejde dag efter dag. Det vil ødelægge ham hurtigere end drukkenskab eller lediggang eller et liv som landevejsrøver. Men vi kunne ikke gøre andet end at lade, som om vi var uduelige. Den anklage, vi alle frygtede, var mistanken om at besidde evner. Evner var en gæld, som man aldrig kunne afdrage på. Og hvad skulle man arbejde for? Man vidste, at man ville modtage sine grundlæggende kostpenge under alle omstændigheder, uanset om man arbejdede eller ej – ens “bolig- og kostalmisse”, som det blev kaldt – og ud over kostpengene havde man ingen mulighed for at få noget, uanset hvor hårdt man prøvede. Man kunne ikke regne med at kunne købe et nyt sæt tøj næste år – de ville måske give én nogle “tøjpenge”, eller de gjorde det ikke, afhængigt af om nogen brækkede et ben, havde brug for en operation eller fik flere børn. Og hvis der ikke var penge nok til nyt tøj til alle, kunne man heller ikke få nogen selv.”

“Der var en mand, der havde arbejdet hårdt hele livet, fordi han altid havde villet sende sin søn på universitetet. Nå, drengen bestod studentereksamen i det andet år med planen – men “familien” ville ikke give faderen nogen “almisse” til universitetet. De sagde, hans søn ikke kunne komme på universitetet, før vi havde penge nok til at sende alles sønner på universitetet – og at vi først måtte sende alles børn i gymnasiet, og det havde vi ikke engang råd til. Faderen døde året efter i et knivslagsmål med en eller anden på et værtshus, et slagsmål over ikke noget særligt – den slags slagsmål begyndte at ske hele tiden.”

“Så var der en gammel fyr, en enkemand uden familie, der havde én hobby: grammofonplader. Jeg tror, det var det eneste, han havde i livet. I de gamle dage plejede han at springe måltider over, så han kunne købe en ny indspilning med klassisk musik. Nå, de gav ham ikke nogen “almisse” til plader – “personlig luksus”, kaldte de det. Men ved det samme møde stemte de for, at Millie Bush, en eller andens datter, en nederdrægtig og grim lille otteårig, skulle have guldbøjle til sit overbid – det var “medicinsk behov”, fordi psykologen mente, at den stakkels pige ellers ville få et mindreværdskompleks, hvis hendes tænder ikke blev rettet ud. Den gamle fyr, der elskede musik, begyndte i stedet at drikke. Det endte med, at man aldrig så ham ved fuld bevidsthed. Men der var åbenbart én ting, han ikke kunne glemme. En aften kom han dinglende ned af gaden, så Millie Bush, svingede knytnæven og slog tænderne ud på hende. Hver og én.”

“Drikkeri var selvfølgelig, hvad vi alle valgte, i større eller mindre grad. Spørg ikke, hvor vi fik pengene fra. Når alle de pæne fornøjelser er forbudt, er der altid en måde at få de mindre pæne. Man bryder ikke ind i købmandsbutikken om natten, og man stjæler ikke sin kammerats tegnebog for at købe klassiske symfonier eller fiskeudstyr, men hvis det er for at blive plørefuld og glemme det hele – så gør man. Fiskeudstyr? Jagtrifler? Fotografiapparater? Hobbyer? Der var ikke nogen “fornøjelsesalmisse” til nogen. “Fornøjelser” var det første, de droppede. Er det ikke rigtigt, at man altid skal skamme sig over at protestere, når nogen beder en om at opgive noget, hvis det er noget, der gør en glad? Selv vores “tobaksalmisse” blev skåret ned til, at vi kunne få to pakker cigaretter om måneden – og, sagde de, det var, fordi pengene skulle gå til babyernes mælkefond. Babyer var det eneste, vi ikke producerede mindre af, men som der blev flere og flere af – fordi folk ikke havde andet at lave, tænker jeg, og fordi de ikke behøvede at bekymre sig, babyen var ikke deres problem, den var “familiens”. Faktisk var den bedste mulighed, man havde for at få en lønforhøjelse, så man kunne trække vejret lidt lettere, en “babyalmisse”. Det, eller en alvorlig sygdom.”

“Det tog ikke lang tid, før vi opdagede, hvordan det hele fungerede. En mand, der prøvede at være ærlig, måtte nægte sig selv alt. Han mistede sin smag for enhver fornøjelse, han hadede at ryge for fem ører tobak eller tygge et stykke tyggegummi, fordi han i stedet bekymrede sig for, om andre havde mere behov for den femøre. Han skammede sig over hver mundfuld mad, han spiste, spekulerede over, hvis hårde aftenarbejde havde betalt for det, vidste, at han ikke havde ret til sin mad, ønskede jammerligt at blive snydt i stedet for at snyde, at være til grin, men ikke at grine ad andre. Han ville ikke gifte sig, han ville ikke hjælpe sine forældre derhjemme, han ville ikke være en ekstra byrde for “familien”. Og hvis han stadig havde en smule ansvarsfølelse, kunne han hverken gifte sig eller få børn, når han ikke kunne planlægge noget, love noget, regne med noget. Men de dovne og de uansvarlige havde kronede dage. De fik børn, de bragte piger i ulykke, de slæbte alle deres værdiløse slægtninge ind fra hele landet, hver eneste ugifte gravide søster, for at få en “handicapalmisse”, de fik flere sygdomme, end nogen doktor kunne modbevise, de ødelagde deres tøj, deres møbler og deres huse – hvad pokker, “familien” betalte for det hele! De fandt på flere måder at skabe “behov” på, end resten af os nogensinde kunne forestille os – de udviklede en særlig evne for det, hvilket var den eneste evne, de nogensinde udviste.

“Gud hjælpe os, frue! Kan De se, hvad vi så? Vi så, at vi havde fået en lov, som vi skulle efterleve, en moralsk lov, kaldte de den, som straffede dem, der overholdt den – for at overholde den. Jo mere man prøve at leve op til den, desto mere led man; jo mere man snød loven, desto større belønning fik man. Ens ærlighed var et værktøj, der lå frit fremme som bytte for andre mænds uærlighed. De ærlige betalte, de uærlige indkasserede gevinsten. De ærlige tabte, de uærlige vandt. Hvor længe kunne mænd forblive gode under sådan en godhedslov? Vi var en ganske fin flok, da vi startede. Der var ikke mange snydere iblandt os. Vi kunne vores arbejde, og vi var stolte af det, og vi arbejdede for den bedste fabrik i landet, hvor den gamle Starnes kun ansatte landets bedste arbejdere. Inden for ét år under den nye plan var der ikke en eneste ærlig mand iblandt os. Det var det onde, den form for helvedes rædselsfulde ondskab, som prædikanterne plejede at skræmme en med, mens som man aldrig regnede med at få at se i levende live. Ikke at planen opmuntrede et par skiderikker, men at den gjorde hæderlige folk til skiderikker, og at den ikke kunne gøre andet – og det kaldte man et moralsk ideal!”

“Hvad var det, vi skulle arbejde for? Af kærlighed til vores brødre? Hvilke brødre? De bumser, driverter og nassere, vi så omkring os? Og uanset om de snød eller bare var uduelige, om de ikke ville eller ikke kunne – hvad forskel gjorde det for os? Hvis vi hele livet var bundet til deres uduelighed, uanset om den var falsk eller ægte, hvor længe kunne vi ønske at blive ved? Vi kunne ikke vide, hvilke evner de havde, og vi havde ingen måde at kontrollere deres behov på – vi vidste kun, at vi var pakæsler, der knoklede blindt i en eller anden form for sted, der var halvt hospital og halvt kvægindelukke – et sted, der kun var indrettet til uduelighed, katastrofe, sygdom – arbejdsheste, der var placeret dér for at afhjælpe, hvad en eller anden valgte at sige var nogens behov.”

“Af kærlighed til vores brødre? Her lærte vi at hade vores brødre for første gang nogensinde. Vi begyndte at hade dem for hvert måltid, de spiste, for hver lille glæde, de nød, for én mands nye skjorte, for en andens kones hat, for en skovtur med familien, for at få malet deres hus – det var taget fra os, det blev betalt med vores afsavn, vores fornægtelser, vores sult. Vi begyndte at udspionere hinanden, i håbet om at fange de andre i at lyve om deres behov, så vi kunne få skåret ned på deres “almisser” til det næste møde. Vi begyndte at have stikkere, som sladrede om folk; rapporterede, hvis nogen havde smuglet en kalkun hjem til sin familie en søndag – som han sandsynligvis havde betalt for ved spil. Vi begyndte at blande os i hinandens liv. Vi fremprovokerede familiestridigheder for at få en anden mands pårørende smidt ud. Hvis vi opdagede, at en mand begyndte at komme sammen med en pige, gjorde vi livet surt for ham. Vi ødelagde mange forhold. Vi ønskede ikke, at nogen skulle gifte sig, vi ville ikke have flere afhængige at føde på.”

“I de gamle dage plejede vi at fejre det, når nogen fik et barn. Vi plejede at skillinge sammen og hjælpe ham med hospitalsregningen, hvis han sad hårdt i det. Men nu, hvis der blev født et barn, talte vi ikke med forældrene i flere uger. For os var babyer blevet, hvad græshopper var for bønderne. I de gamle dage hjalp vi en mand, hvis der var alvorlig sygdom i familien. Nu – tja, jeg kan fortælle Dem om et tilfælde. Det var moderen til en mand, der havde arbejdet sammen med os i femten år. Hun var en sød gammel dame, frisk og klog, hun var på fornavn med os alle sammen, og vi holdt af hende – vi plejede at holde af hende. Én dag faldt hun ned af kældertrappen og brækkede hoften. Vi vidste godt, hvad det betød i hendes alder. Fabrikslægen fortalte os, at hun skulle på hospitalet inde i byen, til dyre og langvarige behandlinger. Den gamle dame døde, aftenen før hun skulle ind til byen. De fandt aldrig ud af, hvad hun døde af. Nej, jeg ved ikke, om hun blev myrdet. Ingen fortalte det. Ingen ville overhovedet tale om det. Jeg ved bare, at jeg – og det er det, jeg aldrig kan glemme – jeg havde også grebet mig selv i at ønske, at hun ville dø. Dét – Gud tilgive os! – var det broderskab, den tryghed og den overflod, som planen skulle give os!

“Var der nogen grund til, at sådan en rædsel skulle prædikes af nogen? Var der nogen, der fik nogen form for profit ud af det? Ja, der var. Starnes-arvingerne. Jeg håber, De ikke prøver at minde mig om, at de havde ofret en formue og foræret os fabrikken som en gave. Vi blev også snydt af det. Ja, de gav fabrikken væk. Men profit, frue, afhænger af, hvad man er efter. Og det, som Starnes-arvingerne var efter, kan man ikke købe for alle de penge, der findes i verden. Dét er penge for rene og uskyldige til.”

“Eric Starnes, den yngste – han var en slapsvans, der ikke havde mod til at gå efter noget særligt. Han fik sig selv valgt til at blive direktør for PR-afdelingen, som ikke foretog sig noget, andet end at han havde nogle medarbejdere til at lave ingenting, så han ikke behøvede at blive på kontoret. Den løn, han fik – ja, jeg kan ikke kalde det “løn”, fordi ingen af os blev “betalt” – de almisser, der blev stemt til ham, var ganske beskedne, omkring ti gange så meget, som jeg fik, men det var ikke nogen formue. Eric var ligeglad med penge – han anede ikke, hvad han skulle bruge dem til. Han brugte sin tid på at hænge ud sammen med os og vise os, hvor kammeratlig han var, og demokratisk. Han ville bare elskes, vistnok. Han prøvede at blive det ved konstant at minde os om, at han havde foræret os fabrikken. Vi kunne ikke udstå ham.”

“Gerald Starnes var direktør for Produktion. Vi fandt aldrig ud af, hvor stort hans rov – hans almisser – var. Der skulle en hær af revisorer til at regne det ud, og en hær af ingeniører til at finde ud af, hvordan pengene, direkte eller indirekte, blev pumpet ind på hans kontor. Det var slet ikke til ham – det var alt sammen til firmaets udgifter. Gerald havde tre biler, fire sekretærer, fem telefoner, og han holdt fester med champagne og kaviar, som ingen skattebetalende rigmand i landet havde haft råd til. Han brugte flere penge på ét år, end hans far havde tjent i profit de sidste to år af sit liv. Vi så en stabel på halvtreds kilo – halvtreds kilo, vi vejede dem – af blade på Geralds kontor. De var fulde af historier om vores fabrik og vores ædle plan, med store billeder af Gerald Starnes, hvor de kaldte ham en stor social korsfarer. Gerald kunne godt lide at komme ind på værkstederne om aftenen i sit pæneste tøj med diamantbesatte manchetknapper på størrelse med en tiøre og drysse cigaraske over det hele. En gemen blærerøv, der ikke har andet at lave end at vise sig, er slem nok – bortset fra at han ikke lægger skjul på, at pengene er hans, og man kan glo på ham eller lade være, som man nu har lyst til, og som regel har man ikke lyst. Men når en skiderik som Gerald Starnes spiller komedie og hele tiden fortæller, at han er ligeglad med materielle goder, at han kun tjener “familien”, at al pynten ikke er til ham selv, men for vores skyld og for det fælles bedste, fordi det er nødvendigt at opretholde virksomhedens og den ædle plans anseelse i offentligheden – så er det, man finder ud af, hvad det vil sige at hade den person, som man aldrig før har hadet et menneske.”

“Men hans søster Ivy var værre. Hun var virkelig ligeglad med materielle goder. De almisser, hun modtog, var ikke større end vores, og hun gik rundt i udtrådte, flade sko og billige nederdele – bare for at vise os, hvor uselvisk hun var. Hun var direktør for Fordeling. Hun var damen, der bestemte vores behov. Det var hende, der havde fat om halsen på os. Fordelingen skulle ganske vist have været foretaget ved afstemning – efter folkets stemme. Men når folket er seks tusind hylende stemmer, der forsøger at bestemme uden målestok, sans eller samling, når spillet ikke har nogen regler, og enhver kan kræve hvad som helst, men ikke har ret til noget, når enhver har magt over alles liv undtagen sit eget – så viser det sig, som det gjorde her, at folkets stemme hedder Ivy Starnes. Efter det andet år droppede vi forestillingen med “familiemøder” – med henblik på “produktionseffektivitet og tidsøkonomi”; ét møde plejede at vare ti dage – og alle behovsansøgninger blev sendt til frøken Starnes’ kontor. Nej, ikke sendt. De skulle opremses for hende personligt af hver enkelt ansøger. Derefter udarbejdede hun en fordelingsliste, som hun læste højt for os til vores godkendelsesafstemning til et møde, der varede tre kvarter. Vi stemte for. Der var afsat ti minutter på dagsordenen til diskussion og indsigelser. Vi gjorde ingen indsigelser. På det tidspunkt vidste vi bedre. Ingen kan fordele en fabriks indkomst mellem tusindvis af mennesker uden en eller anden form for målestok til at vurdere folks værdi. Hendes målestok var spytslikkeri. Uselvisk? I hendes fars tid ville han ikke, med alle sine penge, være sluppet godt fra at tale til sin usleste gulvfejer, sådan som hun talte til vores dygtigste arbejdere og deres koner. Hun havde blege øjne, der var fiskeagtige, kolde og døde. Hvis De nogensinde skulle få lyst til at se rendyrket ondskab, så skulle De have set, hvordan hendes øjne lyste op, når hun så på en mand, der én gang havde svaret hende igen og lige havde hørt sit navn på listen over dem, der ikke fik andet end den grundlæggende almisse. Og når De så det, så De også det virkelige motiv hos enhver, der nogensinde har prædiket frasen: “Yde efter evne, og nyde efter behov”.”

“Det var hele hemmeligheden. Til at begynde med forstod jeg ikke, hvordan det kunne være muligt, at verdens højtuddannede, kultiverede og berømte mænd kunne begå en så stor fejltagelse og prædike, som var det retfærdighed, en sådan skændsel – når fem minutters eftertanke kunne have fortalt dem, hvad der ville ske, hvis nogen prøvede at praktisere det, som de prædikede. Men nu ved jeg, at de ikke gjorde det ved en fejltagelse. Så store fejltagelser sker ikke ved et uheld. Hvis folk falder for en nederdrægtig gang vanvid, når de ikke kan få det til at fungere og ikke på nogen måde kan forklare deres valg – så er det, fordi de har en grund, som de ikke har lyst til at sige højt. Og vi var heller ikke uskyldige, da vi stemte for planen ved det første møde. Vi gjorde det ikke bare, fordi vi troede på, at det gamle sludder, de lukkede ud, var godt. Vi havde en anden grund, men sludderet gjorde det muligt for os at skjule det for vores naboer og for os selv. Sludderet gjorde det muligt for os at gøre en dyd ud af noget, som vi skammede os over at tilstå over for os selv. Hver eneste mand, der stemte for planen, regnede med, at under sådan et system kunne han score profitten fra de mænd, der var dygtigere end ham selv. Ikke én mand var så rig og klog, at han ikke regnede med, at nogen var rigere og klogere, og at denne plan ville give ham en andel af hans overmænds rigdom og hjerner. Men mens han tænkte på, hvordan han ville opnå ufortjente fordele fra mændene over sig, glemte han mændene under sig, som også ville opnå ufortjente fordele. Han glemte dem, der var mindre værd end ham selv, som ville leve på ham, sådan som han ville leve på dem over ham. Den arbejder, der godt kunne lide tanken om, at hans behov ville give ham ret til en luksusvogn ligesom hans chefs, glemte, at hver eneste bums og tigger på jorden ville stille krav om, at deres behov gav dem ret til et køleskab ligesom hans eget. Dét var vores egentlige motiv, da vi stemte – det var sandheden – men vi kunne ikke lide at tænke det, så jo mindre vi syntes om det, desto højere råbte vi op om vores kærlighed til det fælles bedste.

“Nå, vi fik, hvad vi bad om. Da vi opdagede, hvad det var, vi havde bedt om, var det for sent. Vi var fanget, uden udvej. De bedste mænd blandt os forlod fabrikken i løbet af den første uge med planen. Vi mistede vores bedste ingeniører, tilsynsførende, sjakbajser og dygtigste arbejdere. En mand med selvrespekt bliver ikke nogens malkeko. Nogle dygtige folk prøvede at holde ud, men de kunne ikke tage det længe. Vi blev ved med at miste vores mænd, de blev ved med at flygte fra fabrikken som fra en pestbefængt landsby – indtil der ikke var andre tilbage end dem med behov, men ikke nogen af dem med evner.”

“Og de få iblandt os, som stadig var noget værd, men som blev hængende, var dem, der havde været der for længe. I de gamle dage var der aldrig nogen, der forlod Twentieth Century-fabrikken – og vi kunne ikke få os selv til at tro på, at den tid var forbi. Efter et stykke tid kunne vi ikke rejse, fordi ingen andre arbejdsgivere ville have os – hvilket jeg ikke kan bebrejde dem. Ingen ville handle med os, ingen respektable folk eller virksomheder. Alle de små butikker, hvor vi handlede, begyndte hurtigt at flytte ud af Starnesville – indtil vi ikke havde andet tilbage end barer, spillebuler og slyngler, der solgte ragelse til overpris. Vores almisser blev ved med at falde, mens levnedsomkostningerne blev ved med at stige. Listen over fabrikkens behov blev længere og længere, mens kundelisten skrumpede ind. Der var mindre og mindre indtægt at dele mellem flere og flere mennesker. I de gamle dage plejede man at sige, at Twentieth Century-varemærket på en motor var så sikkert som karatmærket på en guldbarre. Jeg ved ikke, hvad Starnes-arvingerne tænkte på, hvis de da overhovedet tænkte, men jeg gætter på, at de som alle sociale planlæggere og som vilde folk troede, at varemærket var et magisk stempel, der fungerede som en slags voodoo-magi, og at det ville gøre dem rige, ligesom det havde gjort deres far rig. Men da vores kunder opdagede, at vi aldrig leverede en ordre til tiden, og at vi aldrig sendte en motor på markedet, uden at der var et eller andet i vejen med den – så begyndte det magiske stempel at virke den anden vej: Folk ville ikke have en motor forærende, hvis den var mærket Twentieth Century, og det kom til det punkt, hvor vores eneste kunder var dem, der aldrig betalte og ikke havde tænkt sig at betale deres regninger. Men Gerald Starnes, der var forblændet af sin egen berømmelse, pustede sig op og gik rundt med en moralsk overlegen attitude og forlangte, at forretningsfolk skulle give os ordrer, ikke fordi vores motorer var gode, men fordi vi havde sådan et stort behov for ordrerne.”

“På det tidspunkt kunne en landsbytosse se, hvad generationer af professorer havde ladet, som om de ikke kunne se. Hvad gavn kunne vores behov gøre for et kraftværk, når dets generatorer stoppede på grund af vores defekte motorer? Hvad gavn ville det være for en mand, der lå på operationsbordet, når det elektriske lys gik ud? Hvad gavn ville det være for passagererne i et fly, hvis motoren satte ud i luften? Og hvis de købte vores produkt, ikke på grund af dets kvalitet, men af hensyn til vores behov, ville det så være den gode, den rette, den moralske ting at gøre for ejeren af kraftværket, kirurgen på hospitalet eller producenten af flyet?”

“Men dette var den moralske lov, som professorer og ledere og tænkere havde ønsket at etablere på hele jorden. Hvis dette er, hvad den gjorde i en enkelt lille by, hvor vi alle kendte hinanden, kan De så forestille Dem, hvad den ville gøre på en global skala? Kan De forestille Dem, hvordan det ville være at leve og arbejde, når De er bundet til alle katastrofer og al ond vilje på hele kloden? At arbejde – og hver gang en mand fejlede et eller andet sted, er det Dem, der skal gøre det godt igen. At arbejde – uden mulighed for at komme videre, når Deres måltider og Deres tøj og Deres hjem og Deres fornøjelser afhænger af ethvert svindelnummer, enhver hungersnød og enhver ulykke noget sted på jorden. At arbejde – uden mulighed for at få en større ration, før cambodjanerne er blevet fodret, og patagonierne er sendt på universitetet. At arbejde – på en blankocheck udstedt til enhver skabning, der nogensinde er født, til mænd De aldrig møder, hvis behov De aldrig vil kende til, hvis evner eller dovenskab eller sjusk eller svindel De aldrig kan få at vide om, og som De ikke har ret til at stille spørgsmålstegn ved – bare arbejde og arbejde og arbejde – og lade denne verdens Ivy’er og Gerald’er bestemme, hvis mave der fortærer Deres indsats, drømme og liv. Og dette skulle være den moralske lov, vi skal acceptere? Dette – et moralsk ideal?”

“Nå, vi prøvede det – og vi lærte lektien. Vores pinsel varede fire år, fra det første møde til det sidste, og det endte på den eneste måde, det kunne ende: med fallit. På vores sidste møde var det Ivy Starnes, der prøvede at bortforklare det. Hun holdt en kort, væmmelig, overlegen lille tale, hvor hun fortalte os, at planen var slået fejl, fordi resten af landet ikke havde accepteret den, at et enkelt samfund ikke kunne klare sig i en egoistisk og grådig verden – og at planen var et ædelt ideal, men at mennesket af natur ikke var godt nok til den. En ung knægt – ham, der var blevet straffet for at give os en god ide det første år – rejste sig, mens vi andre sad helt stille, og gik direkte op til Ivy Starnes på talerstolen. Han sagde ikke noget. Han spyttede hende i ansigtet. Og det var enden på den ædle plan, og på Twentieth Century-fabrikken!”

Advertisements