Tags

, , , , ,

Denne historie er oversat og genfortalt efter hukommelsen. Den oprindelige version kan findes på engelsk i bogen Sic Itur ad Astra af Andrew Joseph Galambos. Den fulde kredit for ideen bag historien går til Dr. Galambos.

Vi har alle hørt historien om Robinson Crusoe – manden der strandede på en øde ø og klarede sig selv i mange år. Denne historie handler ikke om én mand, men om to mænd, Robinson og Crusoe, der strandede på en øde ø. Hvordan de strandede der, fortæller historien os ikke – blot at de strandede.

Robinson havde arbejdet i det private erhvervsliv og var lidt af en individualist. Han indså hurtigt gennem astronomiske observationer, at øen lå på en breddegrad, hvor den ville have et dejligt varmt klima om sommeren, men at vintrene ville være hårde. Så han gav sig straks til at bygge en varm hytte og samle forråd til vinteren.

Crusoe havde arbejdet i den offentlige administration og var kollektivist – han mente, at mennesket nåede de bedste resultater i fællesskab og uden smålig hensyntagen til individet. Den måde, han havde praktiseret det på, var ved at lade andre arbejde for sig, mens han “administrerede”.

Robinson advarede Crusoe om, at vintrene på øen ville være strenge, og at han hellere måtte se at komme i gang med at forberede sig, hvis han ville overleve. Men Crusoe mente, at der var god tid, og lagde sig i stedet ned på stranden for at slikke solskin.

Der gik måneder på den måde, og en dag i november faldt den første sne. Robinson gik ind i sit hus og tændte op i bålstedet og satte sig i sindsro til at vente på, at vinteren ville være ovre. Han havde rigelige forsyninger til en lang, kold vinter.

Så bankede det på døren. Robinson sukkede – han havde halvt om halvt ventet det – og lukkede op, så Crusoe kunne komme ind. Ikke at han brød sig særligt om Crusoe (hvilket var gensidigt), men man kunne vel ikke lade ham sulte og fryse ihjel. De to mænd tilbragte en miserabel vinter i hinandens selskab, med lige netop nok forsyninger til, at de begge kunne overleve.

Da den første forårsdag oprandt, advarede Robinson sin bofælle: “Hør her, Crusoe, nu må du lige sørge for at samle forråd til næste år og få bygget dig en hytte. Jeg kan ikke samle forråd til os begge to, og helt ærligt – så glade er vi heller ikke for hinandens selskab!” Men Crusoe grinte bare, sagde, at “Der er masser af tid til vinter!” og strøg ned på stranden for at få genskabt sin kulør.

Næste november – I har vel allerede gættet det! – stod Crusoe igen udenfor og bankede på. Robinson blev blød om hjertet, manden kunne vel ikke selv gøre for det – og lukkede ham ind igen. De tilbragte endnu en miserabel vinter i hinandens selskab, og da foråret kom, advarede Robinson Crusoe om, at det var sidste gang! “Nu har jeg udholdt dit selskab i to lange, mørke vintre, og det må være nok!”, sagde han. “Næste år bliver du ikke lukket ind, det her gider jeg ikke én gang til!” Men Crusoe svarede blot, at “Ja ja, jeg skal nok – senere!” Hvorefter han gik direkte ned og lagde sig på stranden.

Der gik endnu en sommer, hvor Robinson samlede forråd, og Crusoe for det meste dovnede på stranden. Da november kom, og sneen faldt, bankede det igen på døren hos Robinson. Men denne gang nægtede han at lukke op. “Nix-nej”, sagde han, “du var advaret!”

“Nå, så du vil ikke lukke mig ind?” Sagde Crusoe. “Jamen så skal jeg fortælle dig noget. Du tror, jeg ikke dur til noget. Du tror, jeg intet kan klare selv. Men du tager fejl. Jeg har skabt noget her i sommer. Det var hårdt arbejde, og svært, men jeg har lavet mig et spyd! Og jeg ved, at du har næsten alt, hvad du behøver, inde i din hytte – men at du må ud for at hente vand i hvert fald en gang imellem. Så nu skal du bare vide, at jeg venter på dig!”

Historien ender her. Vi ved ikke, hvad der videre skete. Måske dræbte Crusoe Robinson. Måske var Robinson i stand til at overvinde Crusoe. Eller måske blev de begge reddet ved et mirakel, inden det kom til slagsmål mellem dem.

Men én ting ved vi med sikkerhed: Crusoe vil ikke være i live på øen efter den fjerde vinter. Selv om Crusoe skulle være i stand til at besejre Robinson og leve af hans forråd den tredje vinter på øen, så vil han ikke kunne overleve den fjerde vinter uden en Robinson at nasse på!

Reklamer